AMAL FØLER SIG DANSK, MEN PÅ PASSET STÅR DER FREMMED

fremmed

adjektiv: som ikke hører til husstanden, gruppen, stedet el.lign.

Af Signe Cecilie Lyng Skeldrup og Jens-Emil Nørgaard

I love my life in Denmark

September 2021, 17 år

I køen til paskontrollen for EU-borgere i Dublin Lufthavn står 17-årige Amal Elme sammen med sin gymnasieklasse og snakker lidt om ingenting. Vægge, gulve og døre har nuancer af grå. Hendes fremmedpas, som også er gråt, har hun pakket ned i sin firhjulede sorte kuffert. Nogle sidder, andre står. Amal tripper lidt på tæerne. Paskontrollen er ikke hendes yndlingssted.

Hendes historielærer prikker hende på skulderen. Snakken stopper for en stund i den cirkel, som Amal står i. Læreren fortæller hende, at hun står i den forkerte kø. Amal forstår i øjeblikket ikke helt, hvad det betyder. Historielæreren peger hen imod en anden skranke. Der står ikke nogen i køen derovre. Amal forlader cirklen og sine venner og går alene mod den mørkegrå skranke. Der står “Garda National Immigration Bureau” med lysegrå bogstaver. Hun nærmer sig det tykke panserglas, der adskiller hende fra paskontrolløren, som hun nu står ansigt til ansigt med.

Eller det kan man knap sige, for han er iklædt uniform, et mundbind og en hat, der skygger for den øverste del af hans ansigt. Amal kan kun lige ane hans øjne. Hun kigger på manden, der nu bryder stilheden. Han vil se hendes pas. Hun finder det grå pas i sin taske. Den irske paskontrollør kigger på det. Alien’s Passport står der. Han rykker sig på stolen og kigger på Amal. I Amals dokumenter står der intet om, at hun er født i Danmark eller har boet der hele sit liv.

Han begynder at hende spørgsmål.

“What are your intentions in Ireland?”

“What are you doing here?”

“Where are you going?”

“What are you supposed to do here?”

“For how long are you staying?”

Amals hjerte hamrer i brystet på hende. Hun fumler lidt efter ordene.

“I’m just here for school vacation. I’m not going to live here. I love my life in Denmark.”

Amal ryster.

Stemmen dirrer.

Hun er bange.

En pige fra Holstebro

Amals mor er fra Somalia, men flygtede under borgerkrigen i 1990’erne. Hverken den somaliske eller danske stat anerkender Amal som statsborger. Derfor bliver hun betegnet som statsløs.

I 2022 var 8531 personer statsløse i Danmark, og Amal er stadig en del af den statistik.

Amal må ikke stemme, når der er valg. Det synes hun er for dårligt når de ting, man stemmer om, også handler om hende. Men man må ikke stemme, når man er statsløs. Det skaber en modborger i stedet for en medborger, siger hun.

Når folk spørger Amal, hvor hun er fra, siger hun Danmark. Det har aldrig været anderledes. Hun har aldrig følt sig som andet end dansk. Hun har aldrig boet andre steder. Hun er født på Holstebro Sygehus, vokset op i Aarhus og flyttede med sin familie tilbage til Holstebro, hvor hun blev student i sommer.

De røde og hvide farver pryder studenterhuen, der gemmer sig i æsken hjemme i skabet. Hendes hverdag går med at forberede sig på at læse fag op, så hun kan søge den uddannelse, hun drømmer om. Det plejede at være medicin, men det er det ikke længere. Måske jura. Hun snakker hurtigt og ved præcis, hvor hendes grænse går. Hun er en smule privat og vil helst holde folk lidt på afstand, indtil hun lærer dem bedre at kende. Hun gider ikke rigtigt skrive beskeder, når hun skal i kontakt med venner, så hun ringer.

Hun tager bussen til og fra biblioteket, hvor hun sidder på 1. sal og læser op til eksamen. Hun er lidt en stræber, hvis hun selv skal sige det. Hun er familiemenneske, og hendes bedste ven er hendes storesøster, som hjælper hende med al den tvivl, der kan opstå som ung i Danmark. Hun snakker både flydende dansk og somalisk. Hendes stemme er lys og venlig, og den har gennemslagskraft, når hun fortæller om sig selv. Hun holder øjenkontakt, når hun snakker, men kigger ned, når hun bliver nervøs.

Da hun var yngre, kunne hun godt finde på at gemme sig lidt væk, når der opstod konflikt, men i dag er hun ikke bange for at sige sin mening. Hun har aldrig rigtig gået til noget sport, udover svømning, men det varede ikke særlig længe. Hun ville hellere tegne og lave perleplader. Da hun var teenager, var hun ret doven. I dag er hun mere voksen i det, hvis hun selv skal sige det. Hun vil helst ikke tale om sine karakterer, fordi det minder hende om gymnasiestress.

Hun har brun glød, dybe mørke øjne, der lyser, når hun hilser på folk og sort langt hår, der er sat op i en hestehale.

Og så er hendes livret lasagne.

Er alle pas ikke grå?

August 2017, 13 år

Den første gang Amal bliver opmærksom på sit manglende statsborgerskab, går hun i 7. klasse på Møllevangskolen i Aarhus.

Statsborgerskab har aldrig rigtig betydet noget for hende. Amal ved knap nok, hvad forskellen på statsløs og statsborger er. Og passet er blot noget, der ligger i skuffen derhjemme. Amal har faktisk ikke skænket det en tanke, før hun skal til den dansk-tyske grænse med sin klasse.

Hun har glædet sig. Skoletasken har hun netop placeret på gulvet ved siden af sit bord. Til venstre for hende er der store vinduespartier, hvor solens stråler skinner igennem og bader lokalet i let morgenlys.

Læreren står bag katederet. Hun siger til 7.C, at de skal finde deres pas frem. Amal rækker armen ud over bordkanten og finder det i skoletasken. Hun retter sig op på stolen, mens hun holder passet i hænderne. Hun kigger rundt i lokalet.

Passet, de andre holder, er rødt.

Det er Amals ikke.

Det er anderledes. Det er gråt, og der står Fremmedpas og ikke Danmark. Indtil i dag troede Amal, at alle pas var ens.

Hun skynder sig at gemme passet under bordet i ly for de andres blikke.

De bliver bedt om at lægge deres pas ned i en kuvert med deres navne på og aflevere det på katederet. Passet er i trygge hænder hos klasselæreren.

Amal tænker ikke mere på det for nu.

Find et udrejsecenter

Sommer 2019, 15 år

Det er en stille sommerdag og vinden hvisler roligt i træerne på den sti, de står på. Normalt tager Amal og hendes søster bussen hjem fra byen, men den varme sommerdag indbyder til en gåtur for de to søstre.

”Du opholder dig ulovligt i landet, Amal,” lyder det lidt skrattet fra telefonens højtaler.

Amal er i chok. Hun rækker sin søster telefonen. Amals søster er lidt ældre end hende, så hun har det bedre med, at hun fører samtalen. På linjen er Udlændingestyrelsen. Hun kigger på sin søster, der snakker frem og tilbage med den lidt forvirrede kvinde i den anden ende.

”Du skal finde det nærmeste udrejsecenter,” fortsætter kvinden.

Panikken breder sig i Amal. Den ene tanke afløser den næste.

Et udrejsecenter? Hvad sker der med mig? Må jeg ikke gå i skole? Må jeg ikke gå på arbejde? Hvorfor sker det her, når jeg er født og opvokset i Danmark?

Amal og hendes søster følger stien mod deres hjem i Holstebro. På den ene side er der rækkehuse, på den anden boligblokke.

“Vi skal nok finde ud af det,” beroliger søsteren.

De når til en tunnel, og en ny sti begynder. Amal kan ikke ryste tanken om at blive smidt ud af Danmark. Det land, hun er vokset op i. Det land, hun kalder hjem. 

Hendes hoved fyldes igen af spørgsmål, men vreden begynder også at boble i hende.

På en sti, midt i Holstebro, mærker Amal for alvor følelsen af fremmedgørelse.

Da de kommer hjem, går Amals søster i gang med at researche efter løsninger. På Udlændingestyrelsens hjemmeside står der, at Amal ikke behøver at søge opholdstilladelse. Opkaldet er en fejl. De ringer til Udlændingestyrelsen og forklarer dem fejlen. De undskylder og siger, at hun gerne må blive i landet.

Amal er rystet. Hun tænker på, hvad der mon var sket, hvis de ikke selv havde gjort noget.

Sabbatår vs. statsborgerskab

December 2022, 18 år

Amal har altid sagt til sig selv, at hun ikke skal holde sabbatår. Der er alt for mange konsekvenser ved det, som hun ikke kan overskue. Det kan skade hendes ansøgning om statsborgerskab. Hun vil direkte videre på universitetet. Et sabbatår skal nemlig forklares og begrundes i den motiverede ansøgning, og Amal ser ingen grund til at gøre det sværere, end det er i forvejen. 

Hvis hun skal direkte videre, er der ét fag, hun mangler. Hun kontakter sin lærer og siger, at hun gerne vil have matematik, fysik og kemi på samme tid. Det er ikke muligt, får hun at vide. Hun skal være to steder på samme tid, hvis det skal lade sig gøre, og Amal ved godt, at det nok ikke er muligt. Men det stopper hende ikke.

Kom nu.

Hun er desperat efter en løsning. Hun skriver beskeder til sin lærer på Lectio, hvor hun slår fast, at det har med hele hendes liv at gøre.

Kom nu.

Hun holder hele tiden øje med, om hun har fået svar. Efter godt en måned med beskeder frem og tilbage, har hun en samtale med læreren igen. Alt imens hun fortæller, hvor meget det betyder for hende, bryder hun sammen. Tårerne triller ned ad kinderne. Hun kan ikke holde sabbatår. Hun kan ikke holde pause.

KOM NU!

Hun får en samtale med rektoren. Hun forklarer ham sin situation. Han forstår hende. Han synes ikke nødvendigvis, det er en god idé, men han vil gerne se, om det kan lade sig gøre. Hun er lykkelig. 

I de følgende måneder prøver hun at få det til at fungere, men at være to steder på én gang er en umulig opgave. Amal kan mærke, at hendes forventninger til sig selv stresser hende mere og mere. Derfor er hun nødt til at droppe at have tre fag på samme tid og tage sabbatår, hvor hun kan læse det sidste fag op. Det kan ødelægge alt for hende, men hun kan ikke holde presset ud. Hun føler, at hun skal vælge mellem sabbatår og statsborgerskab.

Hun vælger sabbatåret og sit mentale helbred, selv hvis det koster hende statsborgerskabet.

En historie at fortælle

Oktober 2023, 19 år

Amal er efterhånden ved at have fået nok. Hun har besluttet sig for at fortælle sin historie, for at gøre folk opmærksomme på den situation, hun står i. Hun vil kæmpe for, at det bliver lettere at få dansk statsborgerskab. Hun vil kæmpe for, at andre som hende ikke føler sig forkert. Hun har set andre bruge TikTok til at få deres budskaber ud. Det vil hun også gøre.

Amal sidder ved spisebordet i stuen. Hun stiller telefonen op ad et vandglas på bordet, så skærmen vender mod hende. Med forhåbninger om, at hun kan hjælpe andre, tager hun en dyb indånding, finder sit pas frem og trykker optag.

@a.elme

Ser dit pas også sådan her ud?

Jeg har gået på gymnasiet og haft historie, og derfor ved jeg noget om den danske historie og den danske kultur. Jeg har gået i dansk børnehave.

Det er absurd, at jeg skal op til en indfødsretsprøve. Selvfølgelig skal man vide noget om det danske samfund, men selvfølgelig gør jeg det, når jeg er født og opvokset her. Det er absurd, at jeg skal vise min danskhed. Jeg er født på et dansk hospital. Min nationalitet er dansk. Vi kommer alle sammen i forskellige former og farver. Jeg skal også have lov til at deltage i demokratiet. Det handler om lighed, folkens. Ikke andet. Det er ikke bare et dansk pas. Det er den retslige anerkendelse for mig og for mange andre unge.

Hun er nervøs for, hvordan det bliver taget imod.

*Ding*

Den første kommentar tikker ind. ”JAA HJÆLP OS!” står der.

Hun ånder lettet op.

Jeg er ikke kriminel

September 2021, 17 år

Paskontrolløren i Dublin Lufthavn fortsætter strømmen af spørgsmål.

“What are your plans?”

“What do you do in Denmark?”

“Do you have intentions of working in Ireland?”

“Take off your mask.”

Amal fjerner mundbindet fra ansigtet. Hun smiler. Selvom hun ikke rigtig kan se mandens ansigt, mærker hun noget fjendtligt bag det blåhvide mundbind. Hun er utryg. Hun er jo bare på studietur med sin klasse.

Jeg er ikke kriminel, tænker Amal.

Efter bedste evne svarer hun på mandens spørgsmål. Hun må ikke svare forkert.

Hun vil jo ikke arbejde eller bo i Irland. Hun vil bare shoppe og hygge sig med sine venner.

Hun er nervøs.

Hun har ikke nogen fornemmelse af, hvor lang tid hun har stået og svaret på spørgsmål. Men det må have været ret lang tid, fordi resten af klassen er allerede igennem den lange kø for EU-borgere. De står samlet og venter på den anden side af paskontrollen.

Amal er bange.

Hendes hænder ryster stadig.

“Okay, you can pass.”

Hun bliver godkendt.

Hun er okay.

“Thank you so much.”

Med et stempel i det grå pas, kufferten i hånden og papirerne underskrevet, skynder hun sig ud på den anden side af skranken til resten af klassen.

Lettet.

Glad.

Overrasket.

Overrasket over at være kommet igennem. Hun ved ikke helt, hvorfor hun har det sådan. Hvad var hun bange for, tænker hun.

Alle vennerne kommer hen til hende. De er nysgerrige.

“Hvad skulle du i den anden kø?”

“Hvorfor har du et gråt pas?”

Amal trækker vejret dybt ned i maven. Hun orker ikke svare på flere spørgsmål.

Send.

December 2023, 19 år

Det er d. 31. december 2023. Dagen, der måske kan ændre Amals liv. I dag skal hun sende sin motiverede ansøgning. I den forklarer hun, hvorfor hun fortjener at blive dansk statsborger. Modtageren er Udlændinge- og Integrationsministeriet, der skal tage stilling til, om det grå pas skal skiftes ud med et rødt. Der er blevet skrevet og rettet. Slettet. Og så skrevet igen. Ikke et komma må sættes forkert. Alt skal være perfekt, når hun trykker på send.

Hun har aftalt med sig selv, at den skal sendes afsted inden det nye år. New year, new me, og alt det der. Amal sidder ved spisebordet, der står midt i køkkenet. Hendes søster står og bager brownies, mens hun hjælper Amal med ansøgningen. Det er i denne ansøgning, hun skal forklare beslutningen om et sabbatår. Hvad hun har lavet, hvorfor hun har gjort det, og hvem hun er.

Amal Elme. Født og opvokset i Danmark. Dansk.

Send.

Nu er der ikke andet at gøre end at vente 18-22 måneder på svar.

Medborger eller modborger? Stemmeret eller ingen ret? Rødt eller gråt pas?

Statsborger eller statsløs?